Bispevalg 2017

– også vigtigt for de mange landsogne –

Af Tom Friis, Sognepræst i Nr. Ørslev-Systofte-Sdr. Kirkeby Pastorat

Jeg stemmer på Christina Rygaard Kristiansen som næste biskop her i Lolland-Falsters Stift. Christina har været sognepræst i Tingsted Sogn på Falster i snart 20 år. Hun elsker Sydhavsøerne og kender stiftet ud og ind. Jeg er ”nabo præst” til Tingsted sogn, og Christina Rygaard Kristiansen og jeg har gensidigt vikarieret for hinanden ved ferier og fridage igennem mange år. Hun er på alle måder en person, man kan stole på. En der altid tager sin del af arbejdet og altid holder sin del af aftalerne. Christina er højt begavet og tænker hurtigt og formulerer sig godt. Hun er god til at komme med et hurtigt, godt og gennemtænkt svar på hvilket som helst spørgsmål. En god evne at have, når man bliver interviewet af journalister. Det er imidlertid ikke det, som er mest interessant ved at få Christina som biskop. Christina var for et par år siden med til at søsætte det store nationale projekt, der hedder ”Kirken på landet”. Lolland – Falsters Stift er et udpræget landstift med ganske få bycentre, og vi har rigtig mange små tyndtbefolkede sogne og ældgamle middelalder kirker. At være kirke på landet, er ligesom at være dagligvarebutik eller skole på landet, noget af en udfordring. Set fra Christiansborg, kan sådan nogle som os slet ikke betale sig. Når man anlægger helikopterblikket på Lolland – Falster og andre udkantsområder, hedder løsningen altid: Rationaliseringer, nedskæringer, sammenlægninger, færre afgange og lukninger! En nedadgående skrue uden ende! Christina Rygaard Kristiansen er en af de få mennesker i landet, der har nogle positive visioner for kirken ude på landet. Hun ser det ikke som et problem, at vi har så mange gamle middelalderkirker, men som en stor rigdom. Det er svært at have liv i kirken, når der ikke er liv tilbage i landsbyen. Kirken på landet kan have en opgave som ”fællesskaber”, fordi der mange steder simpelthen ikke er andre aktører tilbage til at skabe noget fælles. Christinas vision er, at livet kun kan vokse frem nedefra, aldrig oppefra igennem dekreter fra et ministerkontor. Magt og myndighed bør i meget højere grad ligge lokalt hos menighedsrådene. Ved festlige lejligheder siger vi, at småt er godt, men menighedsrådsmedlemmer går måske rundt og er lidt flove af, at der ofte ikke kommer så mange i deres egen kirke. Christina Rygaard Kristiansen holdning er, at der ikke er noget at skamme sig over. Vi må arbejde ud fra det sted, vi nu engang befinder os og med de mennesker, der nu engang er lige her. Christina illustrerer sin pointe med at henvise til bespisningsunderet i ørkenen i den version, der står i Markusevangeliet. Inden selve miraklet, hvor Jesus forvandler de 5 brød og 2 fisk til overflod af mad, sker der noget interessant. Jesus spørger disciplene: ”Hvad har vi af brød, gå hen og se efter”. Der var så ikke noget særligt: Kun 5 brød og to fisk! Christinas tanke er, at vi til en begyndelse skal se sådan på vores eget lille sogn: ”Hvad har vi her omkring vores kirke? ” Eller måske: ”Hvem har vi?” Hvis der kun er 2 konfirmander og 5 oppe fra landevejen, så må vi være glade for dem og begynde herfra. Måske udvikler det sig til et mirakel i ørkenen. Kirken begynder altid med, at der var en tømrersvend fra Nazareth og hans glade følgesvende, der gik rundt i de små byer langt ude på landet.

(marts 2017)