Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInEmail this to someonePrint this pageShare on Google+

Leder af arbejdsgruppen for Christina Rygaard Kristiansens bispekandidatur, sognepræst Mette Marie Trankjærs anbefaling af kandidaten.

Christina Rygaard Kristiansen som biskop !

Bispeembedet har eksisteret siden ruder konge var knægt, eller i hvert fald siden kirke var noget ganske andet end det vi i dag forstår ved kirke. Allerede i de såkaldte Pastoralbreve i Det Nye Testamente tales der om tilsynsførende. Det græske ord for en sådan er episkopos. På dansk biskop. Behovet for bispeembedet voksede ud af en situation, hvor de Kristustroende menigheder var truet af vranglære, som man ønskede at dæmme op for, ved at vælge en person i menigheden, der var veloplyst udi den kristne lære og derfor kunne skelne ret fra vrang. Nu små to tusind år senere har vi også i den evangelisk-lutherske kirke, som er Den danske Folkekirke et sådant bispeembede.

Lolland-Falsters Stift skal i dette år have ny biskop – og hvor løber man så sådan én op? Der findes jo ikke bispeakademier, der hvert år udklækker en portion velegnede kandidater, hvorfra der kan rekrutteres. Når der ikke findes sådanne bispeakademier hænger det for det første sammen med at der skal bruges så forholdsvis få af dem, for det andet gælder det, at bispeembedet ikke kan søges. En bispekandidat opfordres til at stille op, så i den forstand er bispeembedet er et kald.

Det betyder så igen ikke, at det er umuligt at danne og dueliggøre sig til et sådant embede, men at denne dannelse foregår ude i det virkelige kirkelige liv.

Hvad kendetegner da den velegnede bispekandidat?

1) For det første skal kandidaten være så velbevandret i teologien at vedkommende kan fungere som tilsynsmand og altså er i stand til at sondre mellem mel og gryn f.eks i en situation, hvor der kan være tvivl om, hvorvidt en præst forkynder ordet rent og purt i overensstemmelse med kirkens bekendelsesskrifter. Det kan Christina Rygaard Kristiansen. Inden for de retningslinjer der er kirkens, vil hun så til gengæld befordre en tillladelseskultur. Dvs. at præster og menigheder i samvirke får råderum til at være kirke sådan som det fungerer bedst i de enkelte sogne. For en god luthersk kirke er også altid en kirke, der bevæger sig:” Ecclesia semper reformanda est”: Kirken er under stadig reformation.

2) For det andet skal en biskop have prøvet noget, og det har man, når man som Christina Rygaard Kristiansen har været præst i 20 år i et stort sogn på grænsen mellem land og by. For så har man prædiket lige så meget som en landpræst gør og undervist lige så meget som en bypræst. Det er trygt at få en biskop, der har prøvet tingene på egen krop, som er engageret, erfaren og udholdende.

3) For det tredje skal en god biskop have overblik og udblik. Christina er sideløbende rejst uden for stiftet og er vendt tilbage med idéer, som straks er blevet sat i omløb: ” kirken på landet”, liturgikonference, ”kirke for flere”, ”den lille gudstjeneste”. Der bliver kaldt på Christina, fordi hun er dygtig, engageret, modig, god at samarbejde med også, når man ikke er enig med hende. En der stikker op for de svage og tør tale Roma midt imod. Christina leverer resultater i de sammenhænge hun arbejder i, og hun har blik for både alvor og humor. Hun har et godt kendskab og et veludviklet netværk i den engelske, tyske kirke, hvor hun har deltaget i kurser og samarbejder med folk, der specifikt arbejder med kirken på landet, og de særlige vilkår, den lever under.

4) Bispeembedet er et embede, der kræver en klarhed i tanke og tale, og en skønsomhed i alle forhold, samt mod til at træffe en beslutning, når det er påkrævet, for en biskop er også én, der går foran, én der beskytter. Vi er mange der ikke kan komme i tanker om én vi hellere vil ledes og beskyttes af end Christina. Det er karakteristisk for Christinas kandidatur, at næsten halvdelen af stiftets præster står bag, hvilket betyder, at vi der over tid (for nogen af os henved 20 år) har arbejdet sammen med Christina og lært hende at kende har tillid til, at hun med sine særlige evner, kompetencer og personlighed kan varetage opgaven som biskop.

For Christina handler det aldrig om hende selv, men om Gud som vi kender ham i Jesus Kristus, og om os som menighedsråd og præster i den forstand, at vi får de bedst mulige forhold at være kirke i. Vi står som folkekirke og stift over for store udfordringer, som skal løses med tro, håb og kærlighed, men også med mod og kløgt. Christina har via en masteruddannelse i ledelse, skaffet sig kompetencer og gjort sig tanker om, hvordan lige præcis det stift hun kender så godt og holder så meget af kan navigere igennem de storme, der uundgåeligt vil komme. Hun skal være varmt anbefalet.

Mit kryds er sat.

Mette Marie Trankjær, Sognepræst i Horbelev og Falkerslev

 (april 2017)